Steen Weighs in on Mogens Glistrup

In his guest essay here a few days ago, our Danish correspondent TB included his opinions about the prominent and controversial Danish politician Mogens Glistrup, who died recently. After reading TB’s views, Steen, the proprietor of the excellent blog Snaphanen, was moved to send me a brief email about Mogens Glistrup:

But Glistrup, that’s a long and different discussion.

1.		He was not the first.
2.		His insight into Islam is yet to be proven. I have not seen it.
3.		I tend to believe that he delayed an intelligent discussion on immigration for at least ten years, due to his primitive vocabulary.

He was a bit in the same mold as Enoch Powell in the UK, although he was highly experienced and sophisticated. Powell’s fear of racial hatred came from the British withdrawal from India, and the violence that followed, as you know better than I do.

Glistrup was a top lawyer, with no experience of reality. Moreover, he was a political illiterate.

Some accused him of being a psychopath, but he was quite the opposite. He had Asperger Syndrome; he harmed himself, not others. He ruined his business, his life, his party — everything. Politics was the last thing he should have gotten involved with.

He was a genius in a narrow field (law) and totally helpless in all others. He was a kind, but tragic figure.

I wrote this in Danish when he died. A lot of old women hated me for it — but they did not see my understanding of him in the piece. All the papers wrote that he was an “anarchist” — what I did was only to explain why he was exactly that. My more sophisticated friends liked the piece.

Glistrup did not do the resistance a great favour, although he set Pia Kjærsgaard off.

— Steen

For those who are interested, below the fold is Steen’s obituary for Mogens Glistrup (in Danish, with a little bit of Swedish):
- - - - - - - - -

Glistrup

Selvom jeg kun var 22 da Glistrup bragede ind på scenen, kunne jeg godt se der var noget uhjælpeligt infantilt ved ham. Han var vokset skævt. Noget var overudviklet, det meste andet underudviklet. Han faldt udenfor det psykologiske normalspektrum. Det underlige var, at så mange ikke kunne se det og stadig ikke kan, men det siger blot noget om folks dømmeskraft i al almindelighed. Når det i EB hedder “ ‘Glistrup var en stor politiker’, må jeg le råt og hjerteløst. Glistrup savnede stort set enhver af de kvaliteter, der er nødvendige bare for en almindelig rugbrøds-politiker. Han havde hverken fornemmelse for samarbejde, det politiske spil eller følelse for hvad der rørte sig i befolkningen. Derfor savnede han også de kvaliteter, en ordentlig populist må have. Når man nu er et juridisk geni, men eller håbløs på alle andre områder (han kunne ikke køre bil, trods kørekort, ikke koge et æg uden at det brændte på, at han ikke kunne ramme én ren tone i en sang, var sindbillede på en personlighed blottet for gehør. ) — så peger det hen imod at han var en højtfungerende autist, altså Aspergers Syndrom, hvad der ikke er noget degraderende i. Man kan være et udmærket menneske for det, det var Albert Einstein vist. Men så sandt som politik handler om det almene, så var det omtrent det sidste Glistrup skulle have kastet sig over. Kun er karriere som operasanger, kunne vel mislykkes mere ynkeligt for ham. Glistrup ville ikke det han kunne, og kunne ikke det han ville.

Han må i enestående grad have manglet personer i sin nærhed, der kunne beskytte ham mod sig selv og forhindre ham i at lægge sit liv, sin forretning, sit parti øde med megalomane fantasier om egne evner. Hvis han overhovedet kunne beskyttes. Han var ikke nogen “modig mand”, for han manglede tvivlens og frygtens nådegave, og hvis han overhovedet var martyr, var han det som et offer for sig selv. Men kedelig, det var han ikke, det er landbytossen pr. definition ikke. Hvordan nogle kunne “hade og afsky” ham, er mig ubegribeligt. Hvordan kan man hade et forvokset barn, der er en fange af sin skæbne ? Set udefra var Glistrup snarere en tragisk figur, en hjælpeløs Don Quijote, men sådan så han givetvis ikke sig selv.

Det sidste man kan spørge sig er: Glistrup var med til at sætte gang i kritikken af indvandringen, men jeg hælder til at han satte den igang på den forkerte fod og skadede sagen mere end han gavnede den. En mand der udtaler sig sådan her, er givetvis ikke den bedste at spille på hold med:

— Självklart är jag rasist. Det är alla goda danskar. Antingen är man rasist eller också är man landsförrädare, sa han då. (Berlingske 1999 via Expressen)

En ønskemodstander for enhver anstændighed. Når Politiken skriver “Mogens Glistrup blev en af de politikere, der har haft størst betydning for den politiske udvikling”, er det skudt helt ved siden af. Farverig og indflydelsesrig er ikke det samme. Han greb netop ikke sit øjeblik, fordi han ikke kunne, han formøblede alt og mere til, og det er altså ikke nok for eftertiden at Glistrup lærte Kjærsgaard lektien om, hvordan politik ikke skal drives. Glistrup forblev en kuriøs parentes. Han kom selv til at sørge for det. Det stod i kortene fra begyndelsen. (Der er masser af nekrologer at læse, de er behørigt venlige og orden.)